Da Danmission begyndte at arbejde i Myanmar i 2007, valgte vi at lægge en stor del af arbejdet i den nordligste stat, Kachin. Det er et bjergrigt område og meget rigt på naturresurser. Kachinerne er et stammefolk med eget sprog og kultur. Det er et bjergfolk, og de er kristne i modsætning til befolkningsflertallet der er buddhister. De har gennem tiden været et stolt og frygtet krigerfolk. Da Myanmar under navnet Burma blev selvstændigt i 1947, fik de løfte om autonomi inden for en føderal statsdannelse. Det blev desværre ikke ført ud i livet, i stedet endte det med militærstyre og undertrykkelse af de mange etniske grupper der skiller sig ud fra befolkningsflertallet der kaldes bama. Det har skabt mange voldelige konflikter gennem årene. Kachinerne har siden uafhængigheden kæmpet militært for selvstyre afbrudt af perioder med våbenhvile. Den nuværende borgerkrig mellem kachinere og militæret brød ud i 2011, og den er voldsom. Store områder er farlige for befolkningen at bo i så konflikten har skabt 120.000 flygtninge. Jeg besøgte to flygtningelejre, begge drevet af den baptistiske kirke. Kirken gør et fantastisk arbejde for at hjælpe de mange internt fordrevne der ikke tør vende hjem fordi landets militær med rette frygtes. Militæret begår mange overgreb mod befolkningen. Den 19. januar blev to unge kvinder på 20 og 21 voldtaget og dræbt. De arbejdede som frivillige for kirken i en flygtningelejr hvor de underviste børnene hvis skolegang er afbrudt pga. konflikten. De to unge kvinder blev få dage senere begravet fra kirken. 100.000 deltog i begravelsen. Drabene har rejst voldsomme protester, men de er slet ikke enestående. Danmission har støttet arbejdet i lejrene med nødhjælp og frivillige.
Der er 21 bevæbnede grupper i landet dannet i protest mod militærets undertrykkelse af de etniske grupper. Der føres forhandlinger om våbenhvile, politisk dialog og en vej ud af konflikterne, men forhandlingerne kommer ikke rigtig nogen vegne. Man får den mistanke at flere af partnerne ikke ønsker fred, men en fortsættelse af stridighederne hvilket giver mulighed for fortsat at finansiere konflikterne ved at sælge ud af landets naturresurser, der ellers skulle komme befolkningen til gode, men nu holder væbnede konflikter i live. Sikke et forfærdeligt spild.
Del en kommentar