Vi besøgte Liv-i-Overflod-kirken i Preah Sdach i Cambodja. Jeg har været der to gange før. Det første jeg lagde mærke til var at landsbyen Preah Sdach slet ikke ligner sig selv. På de 5 år der er gået siden sidste besøg er landbyen blevet meget, meget større, og der var et meget stort vareopbud. Det er tydeligt her og mange steder at landet er inde i en større udvikling. Hvordan er det så gået den lille lutherske kirke i området? Den sprang ud af Beatrice og Juanito Basalongs arbejde. De var filippinske missionærer udsendt af Danmission. I menigheden fortalte menighedsrådet at kirken de første år havde haft stor fremgang. Mange mennesker ville gerne høre det kristne budskab og tog imod det. Men for godt 10 år siden stagnerede det. Der er omkring 60 døbte medlemmer af kirken spredt på 14 landsbyer.
Vi var rundt i nogle af landsbyerne. I en spurgte jeg en mand hvorfor han var blevet kristen, og han svarede at det var fordi Jesus døde på korset for hans synder, og jeg er jo en synder. Det er utvivlsomt rigtigt. Han havde hørt efter, men det var ikke nemt at blive klog på hvor dybt det stak. I en anden landsby stillede jeg en ældre mand det samme spørgsmål. Han sagde det var mødet med Juanito Basalong der havde forandret hans syn. Han havde hørt gennem ham at Jesus havde sagt at alle mennesker er hinandens brødre og søstre. Så vi har brødre og søstre i hele verden. Det andet var at buddhister siger at vi i vores næste liv høster frugten af vores nuværende liv. ’Men jeg kan ikke se det næste liv’, sagde han så. Og så blev han kristen.
Nu afdøde biskop Jan Lindhardt sagde det sådan: Folk skifter kun religion hvis den nye virker bedre. Man skifter altså kun religion hvis man får noget ud af det. Der skal ske en forandring til det bedre. Ellers kan man lige så godt blive i det gamle. Da danskerne i sin tid over en lang periode blev kristne var det fordi Poppo kunne bære jernbyrd, og der dannede sig en overbevisning om at Hvide Krist, som havde stormet Helvede og befriet de døde, var stærkere end Odin og Tor. Når mange mennesker i dag eksperimenterer med mindfulnes, meditation og andet der kommer fra hinduisme og buddhisme er det fordi de synes det virker bedre end det de har oplevet i kristendommen. Det får dem dog ikke til at forlade kristendommen fordi de også i den finder værdier de ikke vil miste. Hvad virker bedst?
Kirken i landsbyerne omkring Preah Sdach har ældre i menigheden og har god kontakt med børnene, og dem er der mange af. Langt de fleste unge forlader landsbylivet og rejser til de større byer og til udlandet for at finde et bedre arbejde. For os virker det ikke spor tiltrækkende at skulle arbejde på en tekstilfabrik i Cambodja, men det er det for de unge piger som kan tjene mere på fabrik end ved at hjælpe i landbruget. Når man tager i betragtning at de unge forlader landsbyerne er det egentlig godt gået af kirken i området at den kan holde det nuværende antal kristne. Hvis man vil se lidt lyst på det.
Del en kommentar