I forlængelse af vores partner konference i Cairo spenderede jeg et par dage for at gense Cairo efter at have været væk i 7 år. Jeg tænker stadig på Cairo som mit andet hjem selvom vi kun boede og arbejdede der for Danmission i 2½ år. Vi bor i Dhaka nu og er fortsat nye her så der går nok lidt tid inden Cairo bliver overhalet af Dhaka.
Til gengæld var det nogle fantastiske år både i forhold til arbejdet og i forhold til familien.
I Cairos summende bydele blev jeg overrasket over at meget lignede sig selv og at der alligevel var sket store forandringer.
Det var velkendt at holde i lange bilkøer, at høre kaldet til bøn fra de mange mineretter og at prøve at gætte hvad det er de råbende gadesælgere kan tilbyde. Mange butikker, cafeer og dagligdagsting var nærmest uforandret og jeg fik hele tiden gode minder om vores hverdag i millionbyen. Her er supermarkedet hvor vi købte ind (checkede lige prisen på kaffe men det er lige så dyrt som i Dhaka – 75 kr halvkiloet :-), her er benzintanken hvor vi fik vasket bil (selvom jeg nyder at pusle om bilen fik jeg ikke lov – det var 3 mands arbejde :-) og her var sporvognslinjen som krydser vejbaner uden større hensyntagen (vi blev faktisk torpederet i siden af bilen af en sporvogn en dag vores chauffør var uopmærksom et øjeblik og selvom farten var lav var vi nærmest oppe på to hjul og skaderne på bilen store – det var en af de mere specielle oplevelser :-)
Det var overraskende at jeg ikke oplevede egypterne lige så interesserede og imødekommende som jeg husker dem. Der var ikke det lille smil når jeg blev ekspederet eller fik øjenkontakt med forbipasserende, som der plejede at være. Jeg husker stadig den varme følelse dengang, når der blev sagt ’Welcome to Egypt’ af tilfældige egyptere som min familie og jeg mødte på gaden. På den anden side er jeg heller ikke naiv og tror at den dramatiske tid op til og efter revolutionen i januar 2011 er gået upåagtet hen. Heldigvis kom arabiske gloser snigende (selvom jeg i øjeblikket forsøger at lære Bangla) og jeg kunne spørge ekspedienten, taxachaufføren og tjeneren om de var okay. I de fleste tilfælde brød det isen og der blev kvitteret med et smil. Men når jeg kiggede godt efter så kunne jeg se noget af forklaringen på den anderledes holdning, f.eks. var parkeringsvagten mere ussel at se på, skraldefolket, som samler affald med de bare hænder, virkede mere forhutlede og i det hele taget var der nedslidning og butikslukninger mange steder uden for centrum.
Det er en vanskelig tid for egypterne i øjeblikket. På den ene side sætter man sin lid til landets nye præsident, som kommer fra militæret, og som har formået at sende positive signaler om en lysere fremtid for alle egyptere. For eksempel mødte præsidenten uanmeldt op i den koptiske kirkes katedral til den store julegudstjeneste, hvor den koptiske pave samler tusinder af kristne, og gjorde det klart at det er alle egypterne, som er vigtige for ham – uanset tro. Det var første gang nogensinde den egyptiske præsident havde deltaget i en julegudstjeneste, og det betød uendelig meget for de ca. 9 millioner kristne i Egypten.
Jeg besøgte frihedspladsen i byens centrum, hvor revolutionen havde sit omdrejningspunkt, men ud over et par enkelte egyptiske flag i lygtepælene så var der intet, som vidnede om forandringens vinde, der blæste så kraftigt for kort tid siden. Som en egypter sagde til mig: Vi er taknemmelige for at vores situation ikke er meget værre – se f.eks. på den triste udvikling der har været i nogle af de andre lande her i Mellemøsten. Vi er klar over at vores præsident ikke på den måde er blevet valgt af os, men han er en brav mand, og ærligt talt så betyder usikkerheden, som kommer på vejen mod demokratiet, bare at vi sover uroligt om natten.”
Ja, egypterne har altid haft en god humor og selvom den er blevet sortere, så kan den hjælpe dem videre. Derudover er der brug for udvikling og økonomisk fremgang, som kan komme egyptere i alle dele af samfundet til gode. Mange egyptere sætter deres lid til den nye præsident som f.eks. har fastholdt og intensiveret udbygningen af Suez kanalen, der forventes at kunne give større indtægter, men den vigtigste indtægtskilde, turismen, står fortsat tilbage. I forhold til tidligere tror jeg der er kommet en bedre balance i samfundet, fordi egypterne én gang har vist at de kan rejse sig. Jeg håber på det bedste for egypterne, som altid vil have en særlig betydning for mig.
Gensyn med familien Herum i Egypten 2005-2007? Vores hjemmeside fra dengang er fortsat aktiv og kan besøges på www.lundherum.dk
Del en kommentar