Grønne bjerge, frustrationer og unge mennesker

Jeg havde æren af at være med, da unge aktivister og studerende mødtes i den cambodjanske Areng dal.

Den 5.-9. maj, havde jeg og min med praktikant fornøjelse af at være med, da unge aktivister fra Prey Lang Community Network (PLCN), deltog i en erfarings-udveksling. Her deltog også unge studerende fra Phnom Penh, samt unge aktivister fra Areng-dalen i Cardamom bjergene, i sydvest Cambodja. Udvekslingen var arrangeret af Cambodian Youth Network, en partner som Danmission arbejder tæt sammen med. Læs mere om Cambodian Youth Network her.

Arrangementet blev afholdt i Areng-dalen, der med sine fantastiske langskaber, bjerge og vandfald, gjorde det sublimt som baggrund, til denne erfarings-udveksling. Den smukke urørte natur virkede som en påmindelse om, hvorfor det arbejde, disse unge aktivister laver, er så vigtigt.

Lokalbefolkningen i Areng-dalen kæmper ligesom PLCN for at bevare deres natur og levevis. Areng-dalen trues især af planer om et stort dæmnings projekt.  Læs mere om dæmningen og Areng-dalen her.

En af dagene havde vi et hike, hvilket var en fantastisk oplevelse og noget af det smukkeste natur, jeg nogensinde har set. Vi vandrede/klatrede op af et af bjergene og havde på toppen udsigt over hele Areng dalen. Det var så unikt at se et så stort område urørt natur. Ingen asfalterede veje, ingen store bygninger, man kunne skimte et par landsbyer og ikke mere.

Udover at se den smukke natur, var der i løbet af udvekslingen også mulighed for få opbygget nogle relationer til deltagerne. Jeg finder det svært at få relationer til cambodjanere, Jeg ved også at andre udlændinge i Phnom Penh har samme problem. Ikke på grund af uvilje mod at komme hinanden ved, men på grund af forskellige kulturer, interesser og ressourcer. Det var derfor en unik oplevelse at få lov til at knytte venskabelige bånd til nogle af de unge der deltog i udvekslingen.  Utroligt spændende at hører om deres liv. Mange af dem der deltog var universitetsstuderende ligesom mig selv og det var interessant af hører om hvordan deres liv, drømme og bekymringer er både ens og på samme tid meget anderledes fra mine.

 

En aften gik vi allesammen en tur for at se den lokale pagoda (tempel). På turen endte jeg med at snakke med en ung kvinde fra Phnom Penh. Vi gik igennem en af de nærtliggende landsbyer og snakkede om vores uddannelser. Pludselig nævnte hun, hvor hårdt det var at se hendes landsmænds lever i så ekstrem fattigdom. For os er det nemt at distancere os selv, jeg vil ikke sige at vi ignorer det, for selvfølgelig rør det os. Jeg havde selvfølgelig lagt mærke til de allesteds værende tegn på fattigdom i landsbyen, men må også indrømme at jeg hurtigt fejede det ud af hovedet igen og fortsatte min samtale, indtil min samtalepartner bragte det op. Men for hende var der ingen distance, for det er hendes medborgere, hendes land.

Hun udtrykte en frustration og en følelse af ikke at kunne gøre noget: ”Jeg kan ikke se hvordan man kan ændre det, hvad kan jeg gøre?” Hun var frustreret over at føle at regeringen er ligeglade, at oppositionen aldrig vil have en reel chance for at vinde valget. Korruption og en u-uddannet befolkning er ifølge hende, hvad der holder Cambodja tilbage.  Om det er rigtigt eller ej, vil ikke blive diskuteret her, men en ting er i hvert fald reelt, Cambodja er langt fra at være et demokratisk land, med almene rettigheder på nuværende tidspunkt. Hvilket aktivister i Prey Lang og Areng også mærker. På trods af flere internationale og nationale love der burde sikre dem rettighederne til deres landområder, blive regeringer ved med ikke at håndhæve lovene. Ligeledes forsætter illegal eksport af tømmer og træfældning.

Det var spændende men også hjerteskærene at høre om de frustrationer unge cambodjanere møder i deres liv og hvad der har motiveret dem til at være aktivister, eller politisk aktive i forskellig grad. I løbet af weekenden fik jeg snakket med rigtig mange entusiastiske unge mennesker. Unge der brænder for at ændre deres land og passe på miljøet og aktivister fra Areng-dalen og Prey Lang, der kæmpe for deres skov, deres fremtid og deres levevis.