Indtryk af Indiens kirker

Indiens kirker gør én forpustet. Der sker så meget, og de er så forskellige. Samtidig forholder de sig til fælles udfordringer.

Forpustet i Indiens kirker

Indien tager pusten fra én. Det er størrelsen af et subkontinent, mængden af mennesker, de kalejdoskopiske indtryk af lyd, fart og farver, og lægges dertil smag, lugt og varme, er bægeret fuldt. Det bliver det også hurtigt, når vi taler om kirken i Indien. For selvom kirkers medlemmer kun udgør 2,3% af Indiens befolkning, er det slet ikke så lidt, når befolkningstallet er 1,3 milliard mennesker. Ifølge en undersøgelse fra 2011 er der omkring 28 millioner kristne i Indien, hvad der gør kristendom til den fjerde største religion efter Hinduisme, Sikhisme og Islam.

Tallene er behæftet med nogen usikkerhed, ikke mindst fordi det at være registreret som kristen indebærer en række ulemper i uddannelsessystemet, og derfor er der nok en del kristne, der er registreret som hinduer. Kigger vi lidt nærmere på tallene viser det sig da også, at der ikke er overensstemmelse mellem medlemstal opgivet af kirkerne, og det resultat en officiel indisk opgørelse fra 2011 fremlægger.

Så hvis vi spørger: hvordan går det kirken i Indien? – må vi først spørge: er det den Ortodokse kirke, der trækker sin rødder tilbage til Apostlen Thomas, som ifølge traditionen grundlagde kristendommen i Indien, der er tale om? Eller er det den katolske kirke, der stammer fra jesuitter munke, der landede i Indien i 16-hundrede tallet? Er det den protestantiske kirke, der er vokset frem af den såkaldte moderne missionsbevægelse, hvis fader var Bartolomæus Ziegenbalg, der landede i den danske koloni i Tranquebar i 1705? Eller er det rent faktisk de nyeste skud på stammen, vi spørger til, som er menigheder opstået i kølvandet på den karismatiske vækkelse, og som har menigheder der tæller i titusindvis af medlemmer?

Historie, antal og diversitet tager pusten fra én. Så i stedet for at tabe pusten, eller arbejde med en blog i bogstørrelse, vil jeg her tage afsæt i de indtryk fra protestantiske kirker, jeg selv har mødt. Derfor gør det følgende ikke krav på at være dækkende, ej heller at tage hensyn til alle nuancer, men det er et lille billede af Indiens kirker, der er dannet over rejser til Indien igennem nogle år.

På trods af den store variation i det kirkelige, indiske landskab, er der nogle fællestræk, eller snarere fælles betingelser, som det er godt at lægge mærke til indledningsvist. Det drejer sig i første omgang om en problematik omkring kaste, dernæst om en socioøkonomisk udvikling og endelig om et politisk klima, der i lighed med mange andre steder i verden, har udviklet en økonomisk protektionisme, der giver sig sociale og kulturelle udslag.

Kaste-problematikken er ganske levende i dag, og finder nye udtryk i sammenhæng med de sociale og politiske udvikling, Indien undergår. For nogle Dalit-teologer er kastesystemet så centralt i forståelsen af situationen i Indien, at de beskriver kaste som selve arvesynden. For kaste er det, der ikke kan slippes væk fra, og det som kun forløses på den nye jord. Nu kunne man tro, at Dalitter, som befinder sig udenfor kastesystemet ville sky det som pesten, eftersom det er grunden til at de historisk har haft så lav social status, at de nogle steder er identificeret som dem, der tømmer toiletter. Men, faktisk er det sådan, at kastesystemet fremstår som attråværdigt, og derfor vil mange mennesker med Dalit-baggrund lyve sig til tilhørsforhold til en del af kasterne, for på den måde at stige i anseelse og værdighed. Det er måske noget af det, der ligger bag en kontroversiel trend, der er beskrevet af Professor Satish Deshpande, når han påviser, at det ikke er op mod 80% af kristne, der har Dalit-baggrund, som kirkerne hævder, men snarere 50-60%. Professor Deshpande har et veldokumenteret materiale, men alligevel bliver der stillet kritiske spørgsmål fra kristen side, fordi det rokker ved en meget stor del af kirkernes selvforståelse: har denne statistik taget højde for tendensen blandt Dalit kristne til at tage en anden kaste-identitet, end den de er født ind i?

Kastesystemet ser ud til at spinde en dobbelttydig holdning i stil med den holdning til det hellige, Rudolf Otto beskrev som mysterium tremendum et fascinosum, altså som en blanding af fascination og skræk. For på den ene side vækker hierarki og undertrykkelse berettiget afsky og frygt, mens kastesystemet på den anden side fremstår som tiltrækkende. Måske er det baggrunden for, at studerende i teologi kritisk beskriver deres egne kirker som små replika’er af kastesystemet? Som om Dalitter, der på et tidspunkt led under systemets udnyttelse af dem, genskaber det selvsamme system når de får mulighed for det, fordi det er det bedste bud på en stabil relation mellem mennesker!

Nu kan det hurtigt fremstå som om kastesystemet kaster en skygge over hele kirken i Indien, men sådan er det faktisk ikke. For i Nordøst Indien vokser kirken ikke ud af en kaste-sammenhæng, men af det forskere kalder ’animisme,’ og det er så meget mere interessant som den del af Indien har en stor kristen befolkning. Flere af de små stater omkring Assam beskrives som domineret af kristne. Det er ydermere interessant, at de vidnesbyrd vi møder fra kirker i Nordøst beskriver en situation for kirkerne (hvoraf Baptister udgør majoriteten), som ikke ligner den, der findes i den sydlige del af Indien. Det skyldes formentlig både de forskellige missionsstrategier, og den forskellige kulturelle/etniske baggrund. Baptist missionærer til Nordøst Indien havde en politik om ikke at blande kirke sammen med udvikling, og derfor blev skole og sundhedsarbejdet etableret i selvstændige enheder. Lutherske missionærer havde derimod en ide om et integreret kristenliv, og arbejdede med den kendte treklang af kirke-skole-klinik.

Hvordan det nu er med blandingsforholdet af missionsstrategi og lokal-kultur/religion, er resultatet at dér hvor kirker i Syd Indien genanvender hierarkiet fra kastesystemet og dermed kæmper om magt (over lønninger, ejendom mv), har kirker i Nordøst Indien udfordringer med traditioner og doktriner, der ikke kan ændres. Uden at det skal lyde som om der kun er problemer i kirkerne, for det er der selvsagt ikke, betyder disse forskellige baggrunde, at konflikter udfolder sig omkring forskellige brudflader. I Syd er brudfladen kaste og magtforhold, mens det i Nordøst er tradition og etnicitet. Som et generelt billede er det naturligvis fortegnet, og jeg kan selv komme på en række eksempler på, at det ikke er korrekt alle vegne. For der er heldigvis andre ting at sige om kirken end en negativ udfoldelse af kulturelle og historiske baggrunde. Men det er samtidig en realitet, at konflikter udspilles efter historiske ’spilleregler,’ og det er det billede, der tegnes for mig igen og igen, når jeg taler med folk, og især med teologistuderende. Mærkeligt nok, fører begge de to nævnte historiske og kulturelle afsæt til, at kirker der lever med konflikter opleves som lukkede om sig selv, og kun i ringe omfang orienteret mod det omkringliggende samfund. Her kan det være, at det andet aspekt jeg nævnte ovenfor som en slags grundlæggende betingelse, spiller ind, nemlig den sociale og økonomiske udvikling. For der hvor mennesker i en generation bevæger sig fra at leve på kanten af reel fattigdom, som er en helbredstruende social status, til at befinde sig i en social middelklasse, er det vel ikke så mærkeligt, at fokus er indstillet på at sikre sig og sine, også i næste generation? Og sådan en sikring ender nemt med en mere lukket holdning overfor ’de andre’!

Det sidste element jeg nævnte som en baggrunds-betingelse for alle kristne kirker i Indien har netop noget at gøre med ’de andre’. For det er egentlig sådan, kristne beskrives i den politiske terminologi af den siddende regering, hvor Præsident Narendrar Modi repræsenterer partiet BJP. ’Kristen’ er i denne terminologi udtryk for mennesker, der indtager en holdning imod indisk kultur, fordi de accepterer en religion, der kommer udefra, og dermed underminerer lokale værdier og sammenhænge. Det handler m.a.o. ikke så meget om religion, som det handler om kultur og politik. Jeg har selv oplevet at blive konfronteret med lokale ledere af BJP, og udspurgt om jeg er kommet til Indien for ’at omvende’. Netop ’omvendelse’ er blevet et slagord for den politiske bevægelse, der står bag BJP-partiet, i form af et forsøg på at skabe en bevægelse tilbage til hinduisme og lokale traditioner. Som så meget andet der søger tilbage til oprindelige kulturelle rødder, er det en konstruktion, om end en konstruktion, der udmønter sig i nok så konkrete kampagner for ’ghar whapsi,’ en tilbagevenden til moder-religionen. Der er eksempler på masse-omvendelser, hvor kristne og muslimer omvendes ’tilbage’ i tusindtal. Heldigvis er der nationale netværk som Kirkerådet, NCCI, og det lutherske netværk, UELCI, der tager åbent afstand fra disse kampagner, og i hvert fald i nogle tilfælde har opnået nok politisk opmærksomhed til at forhindre kampagnerne i at blive ført ud i livet.

Når ordet ’omvendelse’ har fået så problematisk en klang i Indien hænger det sammen med lovgivningen, hvor det er ulovligt for udlændinge at involvere sig i religiøse aktiviteter. Det er en klar og legitim position, ikke mindst på baggrund af det engelsk kolonistyre, som gav inderne en afsmag for indblanding i de mest private ting. Men dertil kommer også, at der er en række dårlige erfaringer med kristne, der kommer udefra… Eksempler er der nok af, men lad mig blot dele dem, jeg selv er blevet konfronteret med. I Kashmir har kristne fra Vesten kaldt lokale indere til kristendommen, og lært dem, at lokale traditioner er af det onde. Kristendom er m.a.o. i modsætning til indisk kultur, blev jeg stukket i næsen af BJP-aktivisterne. Den akademiske leder ved Gurukul Teologiske College, Dr Songram Basumatry, fortalte om det, han kalder ’hyper-spirituelle’ evangelister, der kom til Assam fra Nagaland, og i en omvendelseskampagne fortalte de lokale bønder, at de ikke kan være kristne og dyrke ’betel’ nødder, fordi de har en (mild) hallucinerende virkning, i stil med rygning. Det fik en del bønder til at ødelægge deres afgrøde, hvad der betød, at de senere på året stod uden indtægt, og måtte have hjælp af regeringen til at overleve. Endelig fortæller studerende, at der er en del tv-prædikanter, som ret bombastisk markedsfører ting (hellige genstande, vand), der kan helbrede, fordi prædikanterne har bedt over dem.

Disse eksempler er for mig at se en lokal afart af en global trend, hvor kirke er ’booming business,’ og som sådan har det mindre med spiritualitet og tro at gøre end med en forretning. Hvis jeg nu skal være lidt grov. Og selvom den globale hyper-spiritualitet nogle steder trækker mange mennesker, og nogle steder som i Indien, finder udtryk som har direkte negative følger for andre kristne, som umiddelbart slås i hartkorn med den forlorne kristendom, har det ikke fået mig til at undervurdere værdien af de genuine udtryk for spiritualitet og kristentro, som f.eks. kommer til udtryk i den karismatiske vækkelse, eller i ’mainline’ pinsekirker som Assembly of God. Men det er en sidevej i denne sammenhæng, om end det er en ganske væsentlig én af slagsen, fordi det også i Indien er et af de store spændingspunkter, som i mine øjne er en hindring for kirkens lokale engagement, nemlig spændingen mellem frikirker og øvrige protestantiske kirker. UELCI, Det lutherske Netværk har taget udfordringen op, og arbejder sammen med Normisjon på et kirkeudviklings-program, og sammen med Danmission har UELCI som tidligere sagt, taget initiativ til Ecumenical Dialogue Center – India, EDC-I, som sigter mod at styrke religiøs tolerance, ved at give kirker redskaber til at være aktivt til stede, i dialog med lokalsamfund.

Tilbage til sporet om baggrundsforholdene. Med de nævnte eksempler kunne det se ud som om BJP har en vis legitimitet i deres anklager om anti-indisk virksomhed, og det er da klart, at der både fra kristen og muslimsk side er eksempler på det. Men i langt de fleste tilfælde, i hvert fald hvad angår kristne, muslimer ved jeg ikke så meget om, er det helt forkert. Det er da også mere korrekt at opfattet BJP og talen om omvendelse, som en politisk diskurs, der har politiske mål om at komme til magten både i Indien og i delstaterne, og som derfor benytter sig både af grov forenkling og direkte mistegning af forholdene. Udfordringen er blot, at den politiske diskurs, som sigter mod politiske forhold, legitimerer andre, mere voldelige udtryk på civil-samfundsniveau, hvor lokalbefolkning og politi i flere tilfælde benytter lejligheden til at lade frustration gå ud over kirker og moskeer.

Men hvad så med de rapporter om forfølgelse, vi hører om i ny og næ? I en rapport fra US Commission on International Religious Freedom (Pew Research Center), fra april 2017, fremgår det, at der er et stigende antal overgreb på religiøse minoriteter i 10 ud af de 29 indiske delstater. Faktisk er det så groft, at Indien i 2017 er på 4.pladsen over lande med udfordringer for religiøs frihed i det hele taget, kun overgået af Syrien, Nigeria og Iraq. Et endnu mere nuanceret billede tegnes af en rapport foretaget af en lang række organisationer i Indien i 2015, bl.a. Indiens kirkeråd, NCCI, hvor det i en videnskabelig tilgang beskrives hvordan voldsniveauet er øget. Helt præcist viser det sig, at i en periode fra 2013 (året før Modi kom til magten) til 2015 er vold i religiøse sammenhænge blevet mindre, for så vidt angår fysisk vold, men for så vidt angår strukturel og symbolsk vold er der sket en væsentlig forøgelse. Det er noget af det samme Åbne Døre registrerer i en World Watch List, som dog kun forholder sig til forholdene for kristne. Her figurerer Indien på en 15.plads over steder i verden, hvor kristne er mest udsat for forfølgelse.

Men, når alt dette om social, økonomisk og politisk baggrund er beskrevet, som giver et dystert indtryk af de ydre omstændigheder for de mange millioner kristne, og tegner et deprimerende billede af nogle af de indre forhold, er det så det, der er at sige om den protestantiske kirke i Indien? Er der ikke liv, glæde og udsyn, drømme og visioner? Jo, det må man sige, at der er. Der er unge mennesker, der går ind i kristen tjeneste, både mænd og kvinder, om end antallet af mænd er langt, langt større end kvindernes. For nogle er det en karriere-vej, som det nu er verden over, men jeg har mødt mange, der virkelig brænder for at gøre en forskel. Mange har visioner om at udviske social ulighed, eller bekæmpe uretfærdighed.

Lad mig blot nævne et eksempel. En studerende fra delstaten Nagaland, som jeg kender, arbejder med at beskrive en kristologi, der forholder sig til korruption. For Nagalands officielle slogan lyder ”Nagaland for Christ”. Men samtidig er Nagaland, som mange andre steder i Indien, plaget af korruption, og det involverer en del ledere i kirken, fortæller den studerende. Hvad er det så egentlig for en Kristus, der er tale om i delstatens slogan? Det kan næsten ikke være den Kristus, der kalder mennesker til frelse i det hinsides, men hvad tænkte statens fædre så på, da de formulerede sådan et slogan? Er det mon muligt at genoplive den forestilling om Kristus, som et middel mod korruption, sådan at det ikke bare handler om at forbyde noget, men at der identificeres en Kristus, der forandrer og transformere indefra? Skal samfundet forandres, må kirken først forandres!

Nu skal det her som sagt ikke blive til en blog, der tager pusten fra hverken mig selv eller eventuelle læsere, så i stedet for at gå i detaljer med eksempler, vil jeg blot pege på et træk, som jeg og mange andre studser over i mødet med Indiens kirke. Det drejer sig om en utrolig venlighed, generøs gæstfrihed og en åben og integrerende holdning, som nærmest er overvældende. Spiritualiteten vi møder i Indiens protestantiske kirker giver gæsten rum og tid. Og mere end det. For der er mennesker der fortæller om livsforandrende møder, ikke fordi de fik noget, men fordi de blev budt ind i kirkens indre rum, og oplevede at mennesker forventede noget af dem. Forandring sker, når én bliver givet en rolle, hun ikke troede, hun kunne fylde, når én bliver bedt om at tegne korsets tegn på menneskers pande, selvom han ikke selv ville have bedt om det.

Ovenfor beskrev jeg brudflader for konflikt i Indiens kirker, ved at henvise til den bagvedliggende kultur og religiøse tradition, og det vil jeg tillade mig at forsøge også her, blot med et positivt fortegn. For disse udtryk for spiritualitet er ikke blot noget, vi møder i kirkerne. Vi møder det også på gaden, i supermarkedet og i caféen. Som sådan genlyder spiritualiteten i Indiens kirker af en dyb grundtone, og det er måske derfor, erfaringer med Indiens kirker på én gang kan være mærkeligt deprimerende og dybt inspirerende. Samtidig. Det er her, jeg taber pusten, samtidig med at jeg får vejret på en ny måde, forpustet, som om Gud selv puster til det hele!?

HSP/20171130