Mit første indlæg.

Dette er det indlæg, der er det første.

 

image

Denne blog er som titusindvis af andre skrevet i førsteperson, hvilket jeg vil misbruge kraftigt i den kommende tid; for selvom Danmission handler om at gøre noget for andre, er jeg jo kun et menneske, og står derfor mig selv nærmest. Dette var en konstrueret undskyldning, der tillader mig at skrive frit uden tanke på bevæggrunde, modtagere eller decideret dokumentation. Det bliver Myanmar gennem mine brilleglas.
I min hånd har jeg en flybillet og en kuvert med flere penge, end jeg nogensinde har set før. Min tilværelse skiftes snart ud med et asiatisk militærstyre, der svøber sig i fjer fra en tilfangetaget demokratisk due, som kan hedde Aung San til efternavn. Jeg har med andre ord alle muligheder, hvad vil jeg være? Hvem vil jeg være?

Pengene er dog ikke mine. Der står Danmission på kuverten. Det forventes altså, at de bliver brugt på en fornuftig måde. Min frihedsfølelse slår over i rendyrket panik. Jeg bliver angst, bare jeg kigger på kuverten. Den ligger der med sin store bug, der truer med at bryde forseglingen og sprøjte nuller ud over mig. På samme tid er jeg er også spændt. Hvor tager den mig hen de næste fem uger? Hvor langt rækker pengene i et fattigt land som Myanmar? Svaret er fem ugers intensiv rejse – åbenbart.

Foreningen Shalom (fred) har strikket et tungt program sammen til min rejsefælle og mig, så vi kan se, hvad Danmissions penge går til, og forhåbentlig få svar på alle vores spørgsmål.
Det bliver arbejdet af Shaloms “fellows”, vi skal inspicere. Disse unge mennesker donerer 2-3 år af deres liv til opbygning af landsbyer og flygtningelejre. Kun bevæbnet med viden, gåpåmod og den trøst, at Shalom tror på dem, skal de lære de lokale hvad fremtidssikring, fællesskab og rettigheder betyder. En tilsyneladende umulig opgave for et ungt menneske, men det vil tiden vise.

For at skabe overskuelighed, eller det modsatte, har jeg genereret et regnestykke:

En landsby modtager en nyuddannet fellow, der sendes ulønnet afsted af Shalom. Shalom får penge af aktører som Danmission, der så igen får penge af danskere gennem donationer, genbrugsbutikker og staten. Danmission sender mig til Shalom i Myanmar der sender mig videre til deres fellows i landsbyerne, hvor jeg forhåbentlig vil se et positivt resultat. Jeg sendes hjem til alle danskerne med det glade budskab, at danskernes penge rent faktisk bruges fornuftigt.
Stadig forvirret?

Det eneste, man behøver at vide, er, at alle disse mellemregninger skal have samme fortegn før regnestykket går op – tillid. I et gammelt koloniland med et mangeårigt militærstyre er tillid ikke hverdagskost, men den eksisterer.

Jeg har tillid til, at det nok skal gå godt med pengekuverten, og jeg har tillid til at Myanmar kommer på ret fode igen.

Jeg håber, at tilliden vil brede sig.