Fra dreng til ...

Jeg gad ikke rigtigt at skrive et klassisk blogindlæg. Det blev i stedet til en god gammel børnehistorie, så tænd godnatlampen og puds din bedste Thomas Winding-imitation af.

Følgende indeholder udelukkende virkelige personer og begivenheder. Eventuelle sammenfald med fiktionens verden er tilfældige og skal ikke tages for gode varer, for det er altså virkeligt.

Der ligger en lille landsby langt væk fra byens stress og jag, men ikke så langt væk, at der ikke kommer biler. Her bor Jaw Lung. Han bor ikke alene. Hans mor og far og to store brødre bor der også. Den ene er bomstærk og god til fodbold. Den anden har sin egen scooter, som han elsker højt – endda højere end Jaw Lung, siger han. Det gør Jaw Lung ked af det, men så trøster mor ham. Hun er den sødeste og bedste mor, man kunne tænke sig, for hun er altid hjemme til at lave mad og lege med Jaw Lung.

Jaw Lungs far arbejder meget. Hver dag kører han over grænsen til Kina med tomme kurve, og når han kommer tilbage, er de fulde af pæne ting, som han sælger til folk inde i byen. Nogle gange er der ikke noget i kurvene. Så har regeringen taget tingene.
“De er dumme,” siger han. “De tager, og tager, og tager, men giver ingenting igen.”
Jaw Lungs far er meget tørstig, så når han ikke arbejder, sidder han og drikker af store glas med de andre mænd i byen.

Jaw Lung er en stor dreng. Han er nemlig otte år gammel; og hver dag går han helt selv de to mil til skole. Han går i sin flotte grønne og hvide uniform, som han passer meget på ikke at gøre beskidt. Det er svært. Køerne med de store øjne plager om at blive klappet, og i regntiden er der nogengange mudder helt op til Jaw Lungs knæ.
Jaw Lung kan ikke lide skolen. Der er så mange fag og tal og ord og børn. Læreren siger, Jaw Lung er dum, fordi han ikke kan læse bogstaverne og tale burmesisk; Jaw Lung taler nemlig Kachin. Læreren siger også, at kloge børn kan sige helt præcis det, der står i alle bøgerne – uden at kigge
Kun matematik er sjovt, for her skal man have orden og lave tabeller, og er der noget Jaw Lung kan lide, så er det orden og tabeller.
Jaw Lungs sidemand taler også Kachin. De sidder og hvisker vittigheder til hinanden, når læreren ikke hører det. Engang kom Jaw Lung til at grine højt af en om en gammel munk, der tabte sine briller. Så kiggede læreren strengt på ham og fandt en bambuspind frem. Jaw Lung kan ikke lide at tænke på den dag.

En dag på vej hjem fra skole har Jaw Lung sat sig for at tælle alle de mørkerøde klatter beteljuice, han kommer forbi. Der er mange. Især udenfor mekanikeren. Her må han stoppe helt op for at tælle. Jaw Lung er så optaget af at tælle, at han slet ikke bemærker de store biler, der drøner forbi.
“24 og 25 og 26 og…”
Den sidste klat er meget større og mere rød end de andre. Som en flod løber den hen og klistrer sig til hans fødder, men han rører sig ikke. Pletten ligger udenfor Jaw Lungs hjem. Der er helt stille.
Da Jaw Lung træder indenfor, sidder hans mor på køkkengulvet. Hendes øjne er røde og hævede.
“Hvad er der galt?” spørger han.
“Ingenting. Ingenting. Kom her og lad mor se dig.” Hun knuger ham hårdt ind mod maven. Det gør ondt.
“Er Peter hjemme? Jeg kan se hans scooter derude.”
“Nej. Nej, Peter er ovre ved en kammerat. Han valgte at gå i dag.” Hendes øjne er ikke røde mere, men hun ryster stdig lidt på. hænderne.
“Skal vi lege en leg?” spørger hun. “Når far kommer hjem skal du gemme dig på værelset og være så stille som en slange. Du må ikke komme ud. Uanset hvad du hører. Vil du love mor det?”
Det vil Jaw Lung godt, selvom han ikke synes, det lyder som en særlig sjov leg.
Da Jaw Lungs far kommer hjem, er Jaw Lung ingen steder at se. Hans far snakker højt. Så har han været tørstig efter arbejdet. “BUM.” Det lyder som om mor taber en gryde. Far begynder at råbe. Han råber om regeringen og generalerne som han plejer, men hans stemme gør Jaw Lung bange. Han trækker knæene op under hagen, og holder sig for ørerne. Han prøver at tælle til hundrede ligesom i skolen.
“1, 2, 3, 4.” Inde i stuen skændes faren med Jaw Lungs ældste bror, Brang San.
“18, 19, 20.” De råber højt om Peter og nogle af de andre unge fra byen.
“28, 29…” Jaw Lung snubler over tallene. Det hele flyder sammen. Han plejer ellers godt at kunne.
Der kommer en lille stribe lys fra døren. Peters navn kommer også gennem. Jaw Lung er nysgerrig. Han vil vide, hvor Peter er og lader sine små knæ bære sig ind i stuen bag fars store stol. Hkyeng står midt i rummet. Lysstofrøret får ham til at se helt vild ud i hovedet.
“… De forbandede … udnytter bare … Hvorfor skal vi se til. Peter er … Oprøret er det eneste … At gøre. Hvis … bare stikker af … flytter i lejr … Peter inden … De vil bruge ham … fjerne oprørernes miner, og … hvordan det sker, ikke?!”
Der er mange lange og svære ord, men et har Jaw Lung fået fat i.
“Hvad er miner for noget?” Der bliver helt stille i stuen. Alle kigger på den lille dreng, der titter frem bag den store stol.

Et par dage senere får Jaw Lung at vide, at de skal flytte, og at han kun må tage tre ting med. Peter er ikke kommet hjem endnu. Jaw Lung vil ikke flytte uden ham, men pludselig holder der en stor lastbil fyldt med ansigter, Jaw Lung ikke kender. Chaufføren har en stor mave og sorte solbriller. Jaw Lung kan ikke lide ham og prøver at skyde kæben frem, sådan som Peter altid gør.
“Du er da vist en rigtig lille mand, hva’?” griner chaufføren med sine røde tænder.
“Nej, og jeg vil ikke med,” siger Jaw Lung, men Brang San holder ham fast og tager ham op i lastbilen. Han får ikke nogen ting med, men det er alligevel for mørkt til at lege i den store vogn.
Jaw Lung tænker på, hvad pastoren sagde om lys og mørke i søndagsskolen. Hans forældre hvisker, at de skal på lejr med alle de andre mennesker i lastbilen.
“Hvornår kommer vi hjem igen?” spørger han. Moren tysser bare på ham og siger, han skal være stille som en god dreng. Jaw Lung begynder at tælle. Han tæller, til han ikke kan tælle mere.