Fodboldkampe

Hver onsdag kl 16 er der stor fodboldkamp med eleverne. Det vil selvfølgelig sige, at man skal være heldig, hvis kampen begynder før kl 16:45. Eleverne får fri kl 16 og de tager sig god tid med at komme i tøjet (udtrykket “african time” stråler lige her). Jeg har lige siden den første onsdag været med til kampen. Det er en fornøjelse! Vi er omkring 8 på hvert hold og alle går til den! De går tydeligvis meget op i det og efter hver eneste kamp, er der mindst en håndfuld af dem, som siger til mig, at de ville ønske, de kunne spille hver dag. Niveauet er faktisk nogenlunde. Der er ingen, som er decideret dårlige til fodbold, men der er selvfølgelig nogen, som er bedre end andre. Derudover har jeg indset, hvor priviligeret jeg er. Jeg startede til fodbold, da jeg var 3 år gammel og gik til det i en klub to gange om ugen i omtrent 13 år. Derfor er mit niveau selvfølgelig lidt højere end deres, selvom jeg hjemme i Danmark langt fra er specielt god. Jeg fik også hurtigt bekræfter, af de synes, jeg er ret god i forhold til dem, da en elev morgenen efter den første gang jeg var med sagde de flotte ord til morgensamlingen: “Thank you for playing with us Mr. Emanuel. You are a very good player.”

Når jeg snakker med dem om det, at jeg har spillet så længe, er det tydeligt, at de ville ønske, at de også havde haft muligheden for det. En fortalte mig at ham og nogle af de andre fra hans skole nogle gange blev nødt til at pjække for at få muligheden for at spille lidt. Det er en skam, når de elsker det så meget.

En ret så vigtig ting når man spiller fodbold, er en god bold. Den bold de havde var langt fra noget at råbe hurra for, så jeg tænkte, at jeg ville købe en ny til dem. Da tingene helst skal gøres ordenligt og “officielt” hernede, overrakte jeg den til formanden for “The Committee of Sports”, hvilket sådan set bare er ham, som opbevarer bolden og sørger for, at det er en dommer til kampene. De blev selvfølgelig meget glade, hvilket var dejligt at se!

I torsdags var det en muslimsk helligdag og da store dele af landet er muslimsk er det også en offentlig helligdag – altså har alle fri. Efter at have spillet med dem onsdag, gav det mig selvfølgelig den idé, at vi burde arrangere en kamp mere om torsdagen! Den idé tog de godt i mod og torsdag kl 16 (nok nærmere 16:30) var der linet op til et brag af en kamp! Normalt bliver holdende delt tilfældigt, men denne gang var det klasserne samlet mod hinanden. Der var selvfølgelig en del diskussion om, hvilket hold jeg skulle spille på, men de fandt heldigvis frem til noget. Kampen var meget intens og jeg fik da også et par blodige knæ og en lille skræmme på hovedet med derfra efter nogle heftige sammenstød. Eleverne var godt klar over, at det var blevet for vildt, hvilket førte til en 5-6 elever, som i løbet af de næste par dage kom dryssende og sagde, at de var kede af deres voldsomme opførsel på banen. Det var alt i alt en god oplevelse og jeg glæder mig til den ugentlige kamp i morgen!