Skolen er i øjeblikket lukket ned indtil den 2. november på grund af valget her i Tanzania. Emanuel har skrevet et indlæg om valget, hvor i kan få en større indsigt i, hvordan det helt præcist hænger sammen. Alle eleverne er taget hjem for at stemme pånær én elev, Ernest. Til vores held snakker han stort set flydende engelsk og er en af dem, som har hjulpet os meget. Så her under valgperioden må vi underholde og hjælpe hinanden og jeg har både i går og i dag kokkereret tanzaniske retter sammen med Ernest.
I går havde jeg besluttet mig for, at jeg ville forsøge at lave chapati. Chapati stammer egentlig fra Indien, men de spiser det meget her i Tanzania. Egentlig består chapati blot af mel, vand samt salt og minder om en pandekage. Hvor svært kunne det lige være? Jeg havde fundet en opskrift på nettet, men den var så lang og kompliceret. Det kunne jeg ikke rigtig få til at hænge sammen, da det ikke er typisk afrikanere at komplicere tingene. Jeg spurgte derfor Ernest til råds og han tilbød straks sin hjælp i køkkenet. Ingredienserne blev fundet frem og jeg spurgte undrende om, hvor meget mel der skulle i, imens jeg hældte mel i en skål. Der blev bare grint. Her følger man altså ikke en opskrift! På trods af mangel på opskrift fik vi da lavet en dej og Ernest styrede panden på komfuret, imens jeg vaskede nogle ting op. En 20-30 minutter senere var vores chapati færdige og skulle testes. De smagte fuldstændig som når vi har fået dem andre steder. Tommel op!
Ernest rører i chapati dejen
Den sidste chapati bliver taget af panden.
Så skal der smages chapati og der er selvfølgelig helt traditionstro også te til. Vi serverede dog også juice, kaffe og kage.
I dag modtog jeg en SMS fra Ernest hvor der stod, at han lige havde været ude at handle og at jeg kunne komme over på skolen og lære at tilberede noget mad. Jeg tog over på skolen og blev præsenteret for de varer han havde købt. Der var noget allerede hakket kål i en pose, ris i en pose, noget grønt jeg aldrig helt fandt ud af hvad var, kartofler samt nogle små tørrede fisk. Fiskene var ikke til os, men mad til hundene. Nogle afrikanere spiser fiskene, men Ernest er vidst ikke så tosset med dem. Vi gik i gang med at hakke det grønne og skrælle kartofler. Ting der ville være nemme at gøre i Danmark. Forsøg du at hakke grønt uden skærebræt og med en ødelagt sløv kniv. Ikke nemt! Det grønne blev svitset i en gryde med lidt olie og lidt løg. Dernæst blev kartoflerne kogt og kålen blev svitset i en gryde. Kålen og kartoflerne kom i samme gryde sammen med nogle tomater, som Ernest havde mast i en morder. Nu skulle der bare tilberedes ris, som jeg desværre ikke kunne være med til, da jeg blev nødt til at gå. Her til aften har vi nemlig spist aftensmad hos “generel secretary”, som bor nogle få huse fra os. Vi fik noget rigtig lækkert mad og fik mødt hans familie. Jeg snakkede med hans ældste datter Esuphvat, der er 21 år gammel og læser på universitetet. Universitetet har været lukket siden juli på grund af valget og hun skal tilbage til skolen på lørdag. Vi blev begge enige om, at det var for dårligt, at vi ikke havde mødt hinanden noget før. Det var virkelig rart, at grine og snakke med en pige på min egen alder. Jeg har inviteret hende over til os imorgen. Nu må vi se, hvad vi finder på at lave.
Her er de ingredienser, som Ernest havde købt.
Luksus køkkenet på skolen. I normale hjem her i Tanzania har man blot et bålsted.
Der blev hældt kogende vand udover de tørrede fisk og så var der ellers mad til hundene.
Jeg blev sat til at skrælle kartofler – vi kunne jo ikke have, at jeg ødelagde noget.
Man kan kun have gang i én gryde af gangen på komfuret. Derfor må man hver gang noget er færdigt hælde det op i en anden gryde.
Der røres i kålen.
Selvfølgelig fandt vi også tid til en køkken-selfie.
Vi forsøgte først, at putte tomaterne i en blender, men den brændte sammen. Så måtte vi (Ernest) altså mose dem i en morder.
Ernest sendte mig et billede af det færdige resultat. Risen er i gryden og kålen med tomat og kartofler er i skålen. Jeg ved faktisk ikke hvad der er blevet af det grønne. Måske er det blandet op med kålen.
Jeg synes næsten lige, at i skal se stuen hos “generel secretary”. Den er noget for sig! I fjernsynet kører der selvfølgelig snakke om valget. Ved nogle stemmebokse var de meget forsinket og er først begyndt at stemme her til aften. Det gør nogle af de tanzanianske borgere sure.
Vi blev inviteret til aftensmad kl. 19 og efter en lille time i en sofa fik vi en lille appetizer. Ananas juice der smagte helt fantastisk samt en form for Chips.
Vi har det fantastisk her i Mwanza, og jeg synes at tiden går rigtig hurtigt. Vi har allerede været her i lige knapt to måneder! Jeg ser rigtig meget frem til, at komme hjem og fortælle om mine mange oplevelser gennem mine foredrag.
Del en kommentar