Vores sidste uge

Vi har 5 dage tilbage i Tanzania og jeg ved ikke helt, om jeg skal grine eller græde. Jeg glæder mig til at komme hjem og se min familie samt venner, men det bliver så svært, at efterlade de fantastiske mennesker, som jeg har mødt hernede. En kvindelig elev kom hen til mig den anden dag og så lidt trist ud. Hun sagde noget langt til mig på swahili og jeg var efterladt som et stort spørgsmålstegn. Hun fandt en elev der kunne oversætte. Hun ville bare fortælle mig, at det lige var gået op for hende, at jeg snart rejste hjem. Hun ville rigtig gerne sige et ordentligt farvel til mig og fortælle mig nogle ting, men hun finder engelsk meget udfordrende. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle svare og gav hende blot en ordentlig krammer. Det bliver, som nævnt før, rigtig svært at rejse herfra …

Det er altså lige så stille ved, at gå op for folk hernede, at vi snart tager hjem til Danmark. Det har resulteret i, at vi er blevet inviteret til en masse forskellige ting. I tirsdags var vi blevet inviteret af den eneste kvindelige præst i dette stift, Pastor Mimi, til at være sammen med hende hele dagen for at få et indblik i hendes arbejde. Vi havde rigeligt med ting vi skulle nå den dag, så vi mætte desværre melde afbud. Heldigvis blev vi inviteret på aftensmad hos hende samme aften, hvor hendes to tanter også kom. Vi havde en fantastisk aften, og legede en del med hendes børn.

I onsdags havde jeg “the sewing club” for sidste gang og den første elev blev færdig med sin bold. Jeg måtte simpelthen tage et billede, hvor hun stolt viser sin bold frem. I weekenden havde jeg set nogle sælge præcis disse bolde inde i byen til 5000 shilling. Det svarer til cirka 16 dkr, hvilket man kan komme rigtig langt med hernede. Eleverne var ved at falde bagover, da jeg fortalte dem, at de faktisk kunne tjene penge på at sy bolde. Pludselig var der en masse mandlige elever der henvendte sig til mig og ville lære at sy. Jeg havde en fantastisk sidste dag i “the sewing club” og har snakket med rektors kone, der er finsk missionær, om at fortsætte klubben, når jeg er taget hjem. Jeg håber virkelig, at det vil ske, da de virkelig nyder, at sidde og hygge sammen og faktisk lærer engelsk på samme tid. Alle i “the sewing club” kender nu til ordet “excellent”, som jeg har brugt hver gang de har gjort et godt stykke arbejde. De er så vilde med ordet, at når jeg spørger hvordan de har det svarer de bare “excellent”. Så bryder alle ud i stor latter.

I går, torsdag, var vi blevet inviteret til at se et skuespil på “Isamilo International School”, som eleverne fremførte. De finske missionærer har alle haft deres børn på denne skole og nu går der to børn, hvis forældre er finske missionærer. Vi havde en rigtig hyggelig aften og det var rigtig sjovt at opleve en international skole i Tanzania. Pludselig forstod alle hvad man sagde og det var mærkeligt at se så mange hvide mennesker. Det var også mærkeligt, at næsten alle piger og kvinder havde bukser på. Det er ikke noget kvinder normalt gør hernede, da man på den måde viser for meget frem.

I dag er det fredag og vi skal ind til byen for at hente nogle ting, som vi har fået lavet hos en skrædder. Jeg har fået overtrukket et par sko med stof, hvilket jeg er meget spændt på, at se hvordan bliver. Jeg har givet 25.000 shilling (cirka 81 dkr) inklusiv skoene. Vi har også planer om, at tage ud og spise frokost sammen for, at nyde vores sidste dage her i Mwanza.
I morgen, lørdag, er vi blevet inviteret ud at spise med alle de finske missionærer på en restaurant, som vi vælger. Det er noget de plejer at gøre med folk, der tager hjem og jeg glæder mig rigtig meget. Derudover har jeg en aftale med nogle af de kvindelige elever om, at gå med dem til markedet for at få deres hår flettet. Det vil jeg så gerne se. Hvem ved? Måske ender jeg også med at få en masse fletninger.
Søndag har Mimi spurgt os, om vi vil med til en gudstjeneste på hospitalet, hvilket jeg også ser meget frem til at opleve.
På mandag er det vores sidste fulde dag i Mwanza og vi har derfor planlagt, at købe sodavand til alle eleverne og sige officielt farvel. Det bliver svært, at sige farvel, men hvis Gud ønsker det, vil vi ses igen.

Og så slipper i da heller ikke for, at høre lidt om vores safari tur. Vi havde 3 fantastiske dage i selvskab med Ida og Frederikke. Vi så stort set alle dyr og fik taget nogle rigtig fine billeder. Da vi overnattede i telt i Ngorengore vågnede jeg op midt om natten til lyden af en zebra, der spiste græs under en halv meter fra mit hovede. Det er altså lidt vildt.

Vi ses snart!