Nedbrydning Af Fordomme

Vi kan i disse dage læse om den forfærdelige situation i Syrien og Irak hvor IS, Islamisk Stat, har udråbt kalifat og stiller folk det ultimatum; vær med os eller bliv dræbt. Folk bliver henrettet, korsfæstet, tortureret og flygtningene strømmer mod de omkringliggende lande og Europa. I lejren mærkede jeg hvordan situationen i Irak påvirker journalisten der skal rapportere om grusomhederne i hendes land, og ligeledes syrerne når de fortalte om den utrolig uretfærdige behandling og forfølgelse, der reducerer folkets hjem og liv til ingenting.

Disse historier bliver tilføjet til tidligere historier om kvindeundertrykkelse, æresdrab og selvmordsbomber som i mange år har præget vores medier. Disse historier er dem vi oftest hører, de ekstreme og voldelige tilfælde. Disse historier får sammenligningen med nazismen, som nogen laver, til at virke forståelig – at palæstinenserne bliver slagtet ligesom jøderne dengang og at IS terroriserer ligesom nazisterne. Disse historier er dem, der giver os et bestemt syn på religioner og kulturer. Disse historier er dem, der får os til at fordømme religioner, kulturer og endda hele folkefærd. Disse historier er dem, der fodrer vores fordomme og antagelser.

1496666_10203558414653358_6333602148656007056_n

Men vi skal huske på at ekstremisterne ikke er hele befolkningen. At majoriteten i disse lande er imod de ekstremes handlinger og holdninger – og at det er dem der betaler konsekvenserne for det. Det er et klassisk problem. Medierne deler flere negative historier, fordi de er mere sensationelle og genererer flere læsere og seere. Og vi som mennesker husker som regel de negative historier bedre end positive, så vores meninger bliver formet af dem, og vi glemmer at det er de få, der ødelægger det for de mange. Som en af syrerne nævnte i lejren: nogle ekstreme islamister omkring i verden har givet Islam og muslimer et dårligt ry, og dette påvirker livet for alle muslimer. Han ville ønske, at flere muslimer ville vise, at ekstremisterne ikke er flertallet og prøve at nedkæmpe dette dårlige ry. Desværre er det sådan her i Danmark, og i de fleste steder i verden forestiller jeg mig, at den offentlige debat er domineret af ekstremerne på begge sider, og det stille flertal forbliver stille. Vi hører sjældent de positive historier, så vores fordomme kan frit gro og sprede sig ligesom ukrudt, indtil vi til sidst ser alle fremmede i det samme lys.

Islam er ikke kun Sharia lov, Kalifat og den Islamiske Stat, ligesom kristendom ikke kun er børnemisbrug og Jehovas Vidner. I mødet med ”de andre” så jeg at vi deler ligeså mange, hvis ikke flere, synspunkter, interesser og håb som ikke, og at selvom vi ikke er enige om alt, kan vi godt mødes og arbejde mod de fælles mål. I mødet bliver vores fordomme udfordret og måske skudt ned. Jeg har mødt flere kvindelige journalister, en mandlig kvinderettighedsforkæmper, en Libanesisk ’fri-tænker’ med et meget dansk syn på religion. Jeg har set at det er et individuelt valg at gå med tørklæde, vielsesring, at drikke alkohol eller ikke, at give hånd til én af det modsatte køn eller ikke. Jeg har oplevet den afslappede hjemlige stemning i moskeen, der fik mig til at tænke at danskerne er stive og fremmedgjorte overfor kirken, og at vi godt kunne lære at blive mere fortrolige med dens rum. Jeg har hørt en dansk muslim kritiserer Mohammed tegningerne og en irakisk kristen forsvarer dem. Jeg har hørt palæstinensere og egyptere udtrykke et stærkt ønske om at adskille politik og religion.

Hvis vi går åbent til hinanden, kan vi i løbet af bare en uge lære meget om hinanden og blive mindet om at:

Vi er mennesker. Vi er ikke en religion, kultur eller land. Vores religion, kultur og nationalitet har højst sandsynligt påvirket vores identitet, men det er ikke hvem vi er. Derfor er det vigtigt, at vi ikke snakker om eller behandler andre som ét folk, én religion, én kultur uden at tage højde for forskellighed, mangfoldighed og individualitet.

DSC_0310